“Book Descriptions: Romanens gravide jegfortæller står i køkkenet i sin lejlighed i Århus. Hendes mand er ude at løbe et halvmaraton, hendes lille søn sover, og hun er i gang med at pynte kagemanden til hans fødselsdagsfest senere på dagen. Telefonen ringer, en læge fra Skejby Sygehus meddeler at hendes mand har fået hjertestop under løbet og ligger i koma. Hun smider, hvad hun har i hænderne og tager en taxa ud til hospitalet. Dagen efter dør hendes mand uden at være kommet til bevidsthed.
Ind i en stjerne er en selvbiografisk roman om det ubærlige. Om at miste sin elskede, om lammende sorg og oprivende smerte, om livet med en utrøstelig dreng, der ikke forstår, hvorfor hans far pludselig ikke er der mere. Og om at føde et barn alene, tre måneder efter sin mands død. Men det er også en fortælling om livet, der langsomt melder sig igen i form af små glimt af glæde og taknemlighed – over de to børn, over selv at være i live.
Ind i en stjerne er Puk Qvortrups skønlitterære debut.” DRIVE